Bibliotekshaven

Den eventyrlige litteraturlegeplads


27. august 2016 blev den nye signaturlegeplads foran Gladsaxe Hovedbibliotek indviet. Legepladsen er designet og bygget af UNIQA og kommer til at være centrum for en ny park til glæde for byens borgere.

Bliv din egen historiefortæller, mens du ser dig selv i spejlet med H.C Andersens hat på. Mål dig ved fire meter Lange Peter Madsen og vær Palle alene i verden i sandområdet, før du mærker mørket i Antboy’s ’Myretue’ og flyver over skyerne med Hodja fra Pjort.

En del af legepladsen forestiller en boghylde, hvor hver bog repræsenterer en klassiker eller ny-klassiker. Alt fra Martin Strids ’Mustafas Kiosk’ til ’Mumitroldene’ og ’Folk og røver i Kardemomme By’ er repræsenteret, og børnene kan bevæge sig inden i og mellem bøgerne, kravle, gynge, hoppe, rutsje og gemme sig, mens de oplever bøgernes univers og bliver inspireret til at læse. Legepladsen henvender sig til børn fra 2-10 år og er derfor også oplagt for skoler og institutioner at bruge – eksempelvis har den en interaktiv e-wall, hvor skolebørn kan udfordre deres litteraturviden.

Udtalelse

”Der kommer mange børnefamilier på biblioteket, og derfor har vi hørt byens børn, hvad de kunne tænke sig, at legepladsen skal kunne. Takket være det gode samarbejde mellem os, kommunens ejendomscenter og UNIQA bliver det en realitet og noget helt særligt. Legepladsen og parken bliver et sted, som skaber sammenhæng mellem inde og ude - hvor børnene kan lege og lære, mens forældrene kan slappe af med en kaffe og en bog, de har hentet på biblioteket”.

- Jakob Guillois Lærkes - Bibliotekschef

Er du blevet inspireret vil det glæde os at hjælpe dig